KarriereKick
Annonce

Arbejdsliv

Overenskomstløse fædre lades i stikken

Af Irene Stelling

Der står ikke et ord om barsel til mænd i funktionærloven. Det skal der laves om på, mener flere fagforbund.

Ikke et ord om mænds barsel i funktionærloven

Glem alt om barsel.
Mænd, der ansættes i små- og mellemstore virksomheder uden overenskomst, har ingen barselsrettigheder udover de to ugers fædreorlov på dagpenge, som sikres af barselsloven.
I funktionærloven, der dækker alle dem uden overenskomst, står der ikke et ord om barsel til fædre.
Det skal der laves om på, mener fagforbundet Djøf, der anslår, at 166.000 privatansatte akademikere ikke er dækket af en overenskomst.
“Det er helt forældet, at man slet ikke har barselsrettigheder til fædre i funktionærloven. Vi mener, at det bør stå i funktionærloven, at både mænd og kvinder har ret til barsel med løn,” siger formanden for Djøfs privatansatte medlemmer, Allan Luplau, til Newspaq.
Funktionærloven indeholder i dag bestemmelser om øremærket barsel til kvinder på i alt 18 uger – dog på halv løn.
Regeringen barsler med et lovforslag, der skal øremærke op til tre måneders barsel til mænd.
I Djøf ser man gerne, at det er en rettighed, der skrives ind i funktionærloven.
“Der bør stå, at fædre har ret til tre måneders barsel med løn, og at den øremærkede barsel til kvinder tilsvarende er på fuld løn,” siger Allan Luplau.
Også i HK bifalder man en revision af funktionærloven, når politikerne alligevel om kort tid skal i gang med hele barselsområdet.
“Mænd bør også have rettigheder i forhold til barsel i funktionærloven. Så det vil være fint med en revurdering af barselsafsnittet,” siger næstformand i HK, Mette Kindberg, til Newspaq.
Det er politikerne, der skal beslutte sig for at ændre funktionærloven, som indeholder en række grundlæggende minimumsrettigheder for alle funktionærer på arbejdsmarkedet.
For mange privatansatte uden overenskomst er det disse rettigheder, der henvises til i ansættelseskontrakten.
Regeringen vil til februar fremsætte lovforslag om revision af barselsforliget fra 2006. Senere kommer forslaget om øremærket barsel til fædre.
Socialdemokraternes ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff vil gerne være med på at kigge funktionærloven fra 1938 igennem med nye og tidssvarende briller.
“Det er ikke noget, vi har forholdt os til, men jeg synes der er alt mulig grund til at gøre det,” siger han til Newspaq og understreger, at øremærket barsel til mænd er en mærkesag for regeringen.
“Jeg er fuldstændigt overbevist om, at der kommer øremærket barsel til mænd, og jeg forventer, at vi lander på tre måneder,” siger Rasmus Horn Langhoff.
Om det bliver på fuld løn eller på dagpenge tør han dog ikke spå om.
De seneste opgørelser viser, at danske fædre kun tager 7,6 procent af den samlede barselsorlov.

Karrierekick

Skrevet af Karrierekick

KarriereKick er Danmarks førende webportal inden for uddannelse og karriere med særligt fokus på unge af anden etnisk baggrund end dansk

Se alle indlæg af Karrierekick →