Arbejdsmiljø
Billede fra maj sidste år, hvor der var aktioner foran CSCs hovedkvarter i Valby. Tabet af TDC som kunde betyder, at it-virksomheden CSC skiller sig af med medarbejdere. Foto: Jens Dresling/arkiv / POLFOTO
It-giganten CSC til 300 ansatte: I er sagt op
De mange medarbejderes skæbne er uvist, efter de per 1. april rykker over i indisk firma. De bliver fyret, siger fagforbund.
Der blev i dag prikket på skulderen hos lidt over 300 ansatte i it-virksomheden CSC.
Her informerede ledelsen de ansatte med relation til TDC’s systemer, at de er opsagt fra deres stillinger hos CSC per 1. april i år og derefter bliver virksomhedsoverdraget til TCS. Det skriver computerworld.dk.
Ifølge faglig konsulent hos fagforbundet Prosa, John Jørgensen, er der ikke tale om afskedigelser her og nu, men de vil komme.
“Der er ingen tvivl om, at de på sigt vil blive fyret. Men teknisk set, så er det endnu ikke sket, fyringen kommer først efter den 1. april,” siger han til hjemmesiden.
Det eneste, der kan afværge bunken af fyresedler, er, hvis TCS reelt ønsker at beskæftige medarbejderne efter april, mener John Jørgensen. Men det indiske kæmpeselskab TCS har ikke pligt til at overtage de flyttede ansatte.
Afskedigelserne er en direkte konsekvens af TDC’s fyring af CSC til fordel for det indiske kæmpefirma TCS (TATA Consultant Service).
“Vi har ikke fået nogen forsikringer om, at der er job i den anden ende. Det må vi tage som udtryk for, at der er en rigtig stor usikkerhed for, hvad der sker efter første i fjerde,” lyder det fra den faglige konsulent.
I sommer strejkende Prosa-medlemmer, der var utilfreds med lønforholdene i CSC.
I samarbejde med Newspaq Af Susanne Baden Jensen


Tilmeld RSS