KarriereKick
Annonce

Fokus

Alle har et netværk

Netværket af kolleger, eller det arbejdskammeratlige broderskab, ændrer sig hele tiden. I forbindelse med et jobskifte vil der således blive etableret et helt nyt netværk, og derfor vil de fleste have adskillige af disse netværk, der hver især er tilknyttet en bestemt arbejdsplads på et bestemt tidspunkt.

Hvis du ransager din hukommelse, kan du sikkert komme i tanke om 2-3-4 gode kolleger på alle de arbejdspladser, du tidligere har været. Går det flere år tilbage i tiden, har du sikkert for længst mistet kontakten, men prøv at se, om du ikke kan finde dem igen, for udover det hyggelige i at kunne mindes fælles oplevelser, vil de være gode repræsentanter for dig i den kommende jobjagt.

Netværket af kolleger består af:
• Relevant familie og omgangskreds
• Tidligere kolleger
• Forretningsforbindelser
• Kursus-/studiekammerater
• Medlemskab i foreninger og organisationer

Gør dine netværk aktive
• Kontakt personerne på din primære liste. Mød dem eller kontakt dem pr. telefon.
• Fortæl, at du søger et nyt job, og fortæl dem om, hvad du godt kunne tænke dig.
• Giv indtryk af, at du ikke har tænkt dig at være passiv indtil det rigtige job dukker op, men at du har besluttet dig for at være aktiv og opsøgende, og at du i øvrigt ser det som en spændende udfordring og derfor er optimistisk.
• Fortæl kort om dine seneste kvalifikationer, og giv dem din dataliste og dit telefonnummer.
• Fortæl også kort om, hvilke jobsøgningsaktiviteter du allerede har sat i gang.
• Spørg om idéer til aktiviteter og forslag til, hvem du kan kontakte for potentielle job eller interessante virksomheder.
• Hold dig til sagen og spild ikke tiden på lange forklaringer om din opsigelse.

Få hver gang 1 eller 2 nye, lovende navne.
En god idé kan f.eks. være at sige: ”Jeg leder efter et nyt job, og jeg vil bede om lov til at tage lidt af din tid for at stille dig nogle spørgsmål og få nogle gode råd.” Eller: ”Jeg har brug for nogle oplysninger, og jeg håber, du kan anbefale mig nogle bestemte personer at tale med osv.”
Hver gang du møder en ny kontakt, skal det være dit mål at få anbefalet endnu flere kontaktpersoner. Det får kontaktlisten til at vokse, og på et eller andet tidspunkt i netværksarbejdet vil din jobmulighed dukke op.
Vær også bevidst om, at et netværk er baseret på ”give-and-take”. Du skal derfor være villig til at gengælde tjenesten på et andet tidspunkt. Et godt råd er også, at du efterfølgende i din karriere er bevidst om at bevare og udvikle dit netværk, da det er en god måde at fremme og sikre den videre karriere.
HUSK!
Når du kontakter personerne på din primære liste, skal du være opmærksom på følgende regel for netværksarbejde:
Bed aldrig om et job – bed om et forslag. Bed aldrig om en tjeneste – bed om et råd.

Karrierekick

Skrevet af Karrierekick

KarriereKick er Danmarks førende webportal inden for uddannelse og karriere med særligt fokus på unge af anden etnisk baggrund end dansk

Se alle indlæg af Karrierekick →