KarriereKick
Annonce

Samfund og Politik

- Vi skal varetage børnenes tarv på bedste måde, og det mener vi, at vi kan gøre ved at møde uanmeldt hos familierne, siger Søren Kristensen (S), formand for børne- og ungeudvalget i kommunen, til DR Østjylland. Foto: Colourbox

Nu skal plejefamilier have uanmeldte besøg

Kontrollen skærpes med plejefamilier i Silkeborg, der nu indfører uanmeldte besøg. Plejefamilier er positive.

Der skal holdes bedre øje med, hvordan udsatte børn trives i plejefamilier.

Derfor planlægger Silkeborg Kommune som den første i landet at indføre et uanmeldt årligt hjemmebesøg hos alle plejefamilier med børn i døgnpleje.

– Vi skal varetage børnenes tarv på bedste måde, og det mener vi, at vi kan gøre ved at møde uanmeldt hos familierne, siger Søren Kristensen (S), formand for børne- og ungeudvalget i kommunen, til DR Østjylland.

Hos Plejefamiliernes Landsforening siger næstformand Thomas Damkjær Petersen til DR Østjylland, at plejefamilierne ikke har noget at skjule, så derfor er kommunerne velkomne på både varslede og uvarslede besøg.

Der har i de seneste år været massiv fokus på problemer med plejefamilier, efter at der er dukket sager op om vanrøgt og mishandling af plejebørn.

I juli sidste år foreslog tidligere socialminister Benedikte Kiær (K), at kommunerne indførte uanmeldte besøg, efter at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rejste tiltale mod en plejefamilie for grov vold, frihedsberøvelse og vanrøgt af flere plejebørn.

– Jeg holder alle muligheder åbne. Lige fra at se på indholdet i tilsynet, hvem der skal udføre tilsynet og til hvorvidt der skal indføres økonomiske sanktioner over for kommunerne i form af bøde eller erstatning, hvis de ikke fører et tilstrækkeligt tilsyn.

– Mit mål er klart:Vi skal sikre anbragte børn tryghed i anbringelsen, sagde Benedikte Kiær.

En ekspert på området mener dog ikke, at uanmeldte besøg løser problemerne.

Lektor Karin Kildedal, som er ansat på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, kaldte i juli sidste år løsningen for hovsapolitik.

– Man finder ikke ud af opdragelsen, og hvad der finder sted i familien, ved at komme på uanmeldt tilsyn. Det kan man, hvis man laver et kvalificeret tilsyn og går i dybden med familien om, hvordan de opdrager deres børn og plejebørn, siger Karin Kildedal.

I samarbejde med Newspaq af Nyhedsbureauet Newspaq

05. jun, 2012

Tagged , ,

Karrierekick

Skrevet af Karrierekick

KarriereKick er Danmarks førende webportal inden for uddannelse og karriere med særligt fokus på unge af anden etnisk baggrund end dansk

Se alle indlæg af Karrierekick →

Lignende artikler