KarriereKick
Annonce

Uddannelse

Bjarne Corydon kan få svært ved at skaffe stemmer nok til sin kommende finanslov, da Enhedslistens bagland er ved at spænde ben for loven, hvis skattereformen ender med et blåt aftryk. Foto: Lars Bertelsen

EL-bagland truer Corydons finanslov

EL skal stemme imod finansloven, hvis oppositionen kommer med i skattereformen, siger flere i EL’s bagland.

Flere i Enhedslistens bagland nægter at lægge stemmer til en finanslov, hvis regeringen laver skattereform med den borgerlige opposition.

Ritzau har været i kontakt med 55 af listens 89 lokale kontaktpersoner. Her svarer to ud af tre, at en blå skattereform skal udløse et nej til finansloven.

– Hvis de borgerlig vil lade være med at tage fra de laveste i samfundet for at dele milliarder ud til millionærerne, så kan vi godt være med.

– Men det har jeg ikke fantasi til at forestille mig, siger Anders Liljensøe, kontaktperson i Assens.

Samtidig melder baglandet klart ud, at der ikke er noget at rafle om, når det kommer til at hente pengene til reformen fra overførselsindkomsterne.

Her svarer ni ud af 10 af de personer i Enhedslistens bagland, som Ritzau har været i kontakt med, nej til at lade taksterne følge prisudviklingen frem for lønudviklingen, som regeringen har lagt op til.

– Hvis man ikke kan finde finansiering på andre måder, så skal man lade være. Så dårligt er det nuværende skattesystem altså heller ikke, mener Henrik Bang, kontaktperson i Lyngby.

Weekendavisens politiske journalist og analytiker Hans Mortensen mener, at regeringen skal tage truslerne om et nej til finansloven alvorligt. For ham at se står landets ledere ved en skillevej.

– Det er et valg mellem, hvem man vil føre politik med. Vil man gøre det med de borgerlige og håbe på, at det parlamentariske grundlag makker ret til sidst, eller tør man ikke satse på det, spørger Hans Mortensen.

Han advarer samtidig regeringen mod at tro, at Enhedslisten bluffer.

– Jeg er ikke så sikker på, at Enhedslisten i yderste konsekvens er specielt bange for at vælte regeringen. Der er en parathed i baglandet til at betale den pris, vurderer Hans Mortensen.

I samarbejde med Newspaq af Nyhedsbureauet Newspaq

06. jun, 2012

Tagged , , ,

Karrierekick

Skrevet af Karrierekick

KarriereKick er Danmarks førende webportal inden for uddannelse og karriere med særligt fokus på unge af anden etnisk baggrund end dansk

Se alle indlæg af Karrierekick →

Lignende artikler