KarriereKick
Annonce

Karriere

Lysten til at sætte tænderne i en lækker is er stærkt faldende for danskerne efter fedtafgiften. Det koster job. Foto: Colourbox

Fedtafgiften koster job på isfabrik

Danskerne har skruet ned for forbruget af flødeis efter fedtafgiften har gjort isen dyrere. Det koster nu medarbejdere på isfabrik jobbet.

Lysten til at sætte tænderne i kvalitetsflødeis er blevet mindre hos danskerne ovenpå regeringens fedtafgift.

Det koster mellem cirka seks og syv kroner ekstra pr. 100 milliliter flødeis, når produktionsudgifterne skal gøres op.

Det holder danskernes lyst til flødeis fra Vebbestrup Flødeis tilbage, og det koster nu arbejdspladser. Fabrikken har nu afskediget to medarbejdere.

- Fyringerne har hverken noget med en kold forsommer eller hamstringen af is at gøre. De skyldes alene, at folk spiser mindre flødeis, fordi is er blevet dyrere på grund af indførelsen af punktafgift på is og fedtafgiften, siger ejeren af Vebbestrup Flødeis ved Hobro, Leif Christensen.

Han fortæller, at efter moms er lagt oveni, koster det ti kroner mere at producere 100 milliliter flødeis. Den pris vil færre is-glade danskere betale.

Vebbestrup Flødeis’ fyringer af to ud af ti medarbejdere er et symptom på den nedsmeltning, som fødevarebranchen vil opleve på jobfronten på grund af fedt- og sukkerafgifter, mener Fødevareforbundet NNF.

- Vi har hele tiden sagt, at fedtafgiften vil betyde fyringer på både små og store virksomheder, hvor vi har folk organiseret. Vores spådom lyder på tab af 1500 arbejdspladser, siger forbundssekretær for mejeriområdet i Fødevareforbundet NNF, Poul Erik Faarkrog.

Han frygter job-nedsmeltningen, når regeringen indfører sukkerafgift.

- Da den tidligere regeringen indførte fedtafgiften var baggrunden, at danskerne skal leve sundere. Den holdning fraviger man nu. I stedet drejer det sig om at få nogle afgiftskroner i kassen. Jeg synes, det er forkasteligt, at det sker med baggrund i tab af arbejdspladser. Det må kunne gøres anderledes og bedre. Ismejerierne rammes hårdt, og nu er det mange mejeriers tur. Flere steder er der varslet fyringer, siger Poul Erik Faarkrog.

På Vebbestrup Flødeis håber man nu på gode udsigter fra meteorologerne.

- Og at vi får en varm og solrig sommer. Det vil hjælpe på salget af is, siger Leif Christensen.

I samarbejde med Newspaq af Anders Lind Jørgensen

15. jun, 2012

Tagged , ,

Karrierekick

Skrevet af Karrierekick

KarriereKick er Danmarks førende webportal inden for uddannelse og karriere med særligt fokus på unge af anden etnisk baggrund end dansk

Se alle indlæg af Karrierekick →

Lignende artikler

Skriv kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

RSS I samarbejde med DI