KarriereKick
Annonce

Samfund og Politik

Når festen går igang foran scenerne på sommerens festivaler har mange tjent til billetten ved at arbejde frivilligt. Foto: Scanpix Denmark, Mikkel Møller Jørgensen

Festival-frivillige knokler til bundløn

Titusinder af danskere ligger denne sommer timers frivilligt arbejde på landets festivaler for et armbånd. Ofte til en meget lav timeløn.

Når titusinder af danskere denne sommer fester løs på landets festivaler, har de tjent til billetten ved frivilligt arbejde til bundløn.

Newspaq har regnet timelønnen ud for en række af landets største festivaler – Roskilde, Skanderborg, Samsø, Northside, Langeland og Nibe – og lønnen er langt under, hvad man som ufaglært kan tjene i timen.

Den laveste løn tjener man hos Danmarks Smukkeste Festival, Skanderborg Festival. Vælger man at tjene til armbåndet før eller efter festivalen, så giver de cirka 42 timers arbejde blot en timeløn på 46,50 kroner. Det er cirka en tredjedel af en rengøringsassistents mindsteløn.

– Jeg vil slet ikke gå ind i en diskussion om timelønnen. Det er en forkert måde at anskue det på. Hele forenings-Danmark lever af frivilligt arbejde, og de, der arbejder frivilligt på vores festival, gør det for sammenholdet og festens skyld, ikke for at tjene penge, siger talsmand for Skanderborg Festival, Poul Martin Bonde, til Newspaq.

Han fortæller, at arbejdet før og efter festivalen går med at sætte op eller pille festivalen ned igen. Under festivalen skal der være vagter og personale i barer og boder.

Minimums arbejdstiden er 24 timer og maksimum er cirka 42 timer, skriver festivalen på sin hjemmeside. Arbejder man under festivalen, så er timelønnen dog næsten fordoblet til 81,50 kroner.

En anden festival, der giver bundløn er Samsø Festival, hvor lønnen for arbejde før er på 48 kroner. Landets største festival Roskilde Festival giver 56,50 i løn for arbejde før eller efter, når man udregner timelønnen ved at dividere arbejdstiden med prisen på et festival-armbånd.

HK Ungdom har sat gang i en kampagne på Facebook, hvor folk kan skrive ind, hvis de føler sig dårligt behandlet.

– Man skal passe på, at man ikke bliver underbetalt, og at ens arbejdskraft ikke bliver udnyttet. Derfor er det også en glidebane, når man skal arbejde mere og mere. Det nærmer sig næsten gratis arbejdskraft, og det er jo ikke pointen med at levere et stykke arbejde, siger Dan Larsen, der er formand for HK Ungdom.

Fagforeningen vil følge sommerens festivaler og arbejdsforholdene tæt denne sommer.

Flere festivaler tilbyder dog de frivilligt arbejdende eksempelvis mad, drikke, overnatning, gratis parkering, bad, drikkevarer og merchandise. Disse ekstra goder er ikke regnet med i Newspaqs udregninger for timeløn.

Et andet fagforbund mener, at festivalerne selv skal sørge for at holde arbejdet på et fair niveau, når lønnen er så lav.

– Så længe der er tale om kortere frivilligt arbejde, så har vi det egentlig godt nok med festivalarbejdet, men hvis det arbejdet griber om sig, så bliver det problematisk. Man kan som arrangør ikke tillade sig at stille for store krav til de ansattes arbejdsevner med de lønninger, siger Jens Kristian Jensen, der er næstformand Lager, Post og Servicemedarbejdernes Forbund.

Han bakkes op af næstformand i 3F Jane Korczak, der mener, at arbejdet skal stå mål med lønnen.

Langelandsfestival:
Arbejdstid: Minimum 32 timer.
Pris ved køb af armbånd til alle dage ved indgangen: 1.795 kr.
Timeløn for armbånd: 56 kr.

Ud over armbånd får man blandt andet:
Gratis adgang til personalebaren, hvor der er favorable priser på drikkevarer.
Morgenmad, frokost og aftensmad i personalespiseteltet i fire valgfrie dage.
Gratis parkering.

Skanderborg Festival:
Arbejdstid før og efter festivalen: Cirka 42 timer.
Arbejdstid under festivalen: Minimum 24 timer

Alle frivillige medarbejdere skal være medlem af Skanderborg Festivalklub, hvilket koster 125 kr. årligt.

Et partoutbillet til alle dage: 1.950 kr.
Timeløn for arbejde før/efter: 46,50 kr.
Timeløn for arbejde under: 81,50 kr.

Ud over armbånd får man blandt andet:
Gratis adgang til medhjælpermad, adgang til de særlige og særligt muntre medhjælperområder samt et forhåbentligt positivt og forrygende fællesskab med medhjælperkollegaer.

Northside Festival:
Arbejdstid: Minimum 16 timer.
Partoutbillet til alle tre dage inklusiv gebyr: 1415 kr.
Timeløn for armbånd: 88,50 kr.

Ud over armbåndet får man:
Fuld forplejning, når man er på vagt.

Nibe Festival:
Arbejdstid: Minimum 18 timer.
Fire dages partoutbillet: 1200 kr.
Timeløn for armbånd: 66,50 kr.

Ud over armbånd får man:
Ubegrænset adgang til crew-områderne (Tjekind, CrewBaren, CrewCater, Crewcamp og CrewMassagen.).

Samsø Festival:
Arbejdstid før festivalen: Minimum 28 timer
Arbejdstid under festivalen: Minimum 21 timer

Billet til alle fire dage: 1.350 kr.

Timeløn for arbejde før: 48 kr.
Timeløn for arbejde under: 64,50 kr.

Ud over armbåndet får man:
Særlige medhjælperpriser på øl og vand i medhjælperbaren.
Mulighed for gratis mad (morgenmad + i alt max. fire måltider) under festen.

For at komme i betragtning som medhjælper skal du være medlem af Samsø Festivalforening. Det koster 150 kr.

Roskilde Festival:
Arbejdstid før og efter festivalen: Minimum 32 timer ud over oplæring, introduktion etc.
Arbejdstid under festivalen: Minimum 24 timer ud over oplæring, introduktion etc.

Ni dages partoutbillet inklusiv gebyr: 1.810 kr.

Timeløn for arbejde uden for festivalperioden: 56,50 kr.
Timeløn for arbejde under festivalen: 75, 50 kr.

Timelønnen er udregnet ved at dividere minimumsantallet af arbejdstimer med prisen for et armbånd til hele festivalen. Der er afrundet til nærmeste 50 øre.

I samarbejde med Newspaq af Anders Lind Jørgensen

17. jun, 2012

Tagged , , , ,

Karrierekick

Skrevet af Karrierekick

KarriereKick er Danmarks førende webportal inden for uddannelse og karriere med særligt fokus på unge af anden etnisk baggrund end dansk

Se alle indlæg af Karrierekick →

Lignende artikler