KarriereKick
Annonce

Karriere

Enhedslisten: Landets rige skal betale regningen med en ny form for millionærskat under et andet navn. Foto: Colourbox

Enhedslisten kræver højere skat til rige

Enhedslisten afviser at spare tre milliarder kroner på lavere stigning i overførsler, siger Frank Aaen.

Regeringen kan godt glemme alt om at skaffe tre milliarder kroner fra arbejdsløse og folkepensionister ved at lade de offentlige overførsler stige langsommere end nu.

Sådan siger Enhedslistens finansordfører Frank Aaen, før han mandag forhandler om en skattereform med finansminister Bjarne Corydon (S).

– Regeringens plan om at spare tre milliarder kroner på arbejdsløse og syge må de droppe.

– Til gengæld laver vi gerne skattelettelser for dem, de har lave lønindkomster. De arbejdsløse skal også kunne mærke forbedringer med denne aftale, siger Frank Aaen.

Regeringen har mandag inviteret Enhedslisten, De Konservative, Liberal Alliance og Venstre, som ikke ventes at møde op.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er taget til miljøtopmøde i Rio de Janeiro, og regeringen har afvist Venstres skatteudspil.

Enhedslisten vil lade de rige betale regningen med en millionærskat under et andet navn, fordi S-SF droppede deres millionærskat i regeringsforhandlingerne med De Radikale, forklarer Frank Aaen.

– Vi er med på det, hvis skattelettelserne for de, der tjener en hel del, betales af dem, der tjener meget mere.

– De rigeste i samfundet skal finansiere den skattelettelse. Man kan begrænse de meget store rentefradrag, som de rige typisk har, siger Frank Aaen.

– Vi kan også beskatte de meget store formuer, der ligger i fonde. Arbejdsløse skal ikke betale skattelettelser til de rigeste.

Enhedslisten afviser regeringens forslag om at sænke folkepensionens grundbeløb med 13.600 kroner. Partiet vil ikke gribe ind overfor de universelle velfærdsydelser til alle, fastslår Frank Aaen.

– Vi er ikke med på at beskære folkepensionens grundbeløb. Den er en vigtig post for mange pensionister. Den skal der ikke røres ved, siger Frank Aaen.

I samarbejde med Newspaq af Nyhedsbureauet Newspaq

18. jun, 2012

Tagged , ,

Karrierekick

Skrevet af Karrierekick

KarriereKick er Danmarks førende webportal inden for uddannelse og karriere med særligt fokus på unge af anden etnisk baggrund end dansk

Se alle indlæg af Karrierekick →

Lignende artikler