KarriereKick
Annonce

Arbejdsmiljø

En ansat faldt bagover på jobbet og slog sin ryg så voldsomt, at han var sygemeldt i næsten et helt år. Nu er arbejdsgiveren dømt til at betale en erstatning på 105.000 kroner. Foto: Colourbox

Kluntet kollega resulterede i 335 sygedage

Ansat i firma i Haderslev slog ryggen slemt på asfalten, da en kollega skulle forbi. Det udløser erstatning.

Det virkede uskyldigt, da en medarbejder på Lindab Ventilation i Haderslev løftede benene på en siddende kollega for at komme forbi.

Men manøvren endte helt galt.

Kollegaen faldt bagover, slog sin ryg og var sygemeldt i næsten et helt år. Og nu har Vestre Landsret dømt arbejdsgiveren til at betale en erstatning på 105.000 kroner.

Episoden fandt sted i en pause 1. september 2005. Aftenholdet skulle holde pause ved 21.30-tiden og medarbejderne satte sig udenfor i den lune sensommeraften.

Den ene kollega satte sig på en gammel kontorstol med benene oppe på nogle paller. Hans kollega skulle forbi, og han tog fat i den andens fødder og løftede dem op, så han kunne komme forbi.

Desværre gled stolen frem, og manden mistede balancen, så han faldt ned på asfalten og slog ryggen. Det gjorde ondt, men han fuldførte vagten og kørte hjem.

Da manden nåede hjem, kunne han ikke komme ud af bilen ved egen hjælp. Han endte på sygehuset og var sygemeldt i 335 dage.

Manden krævede erstatning af både Lindab som arbejdsgiver og af kollegaen som skadevolder.

Lindab mente bestemt ikke, at virksomheden som arbejdsgiver kunne være ansvarlig for medarbejderens kluntede opførsel.

Men både byretten og Vestre Landsret er enige om, at der var tale om en arbejdsskade, der indtraf i forbindelse med arbejdet hos Lindab. Derfor er firmaet som arbejdsgiver ansvarlig for medarbejderens opførsel.

Dernæst havde Lindab på sin side krævet, at kollegaen skulle friholde virksomheden for ethvert beløb, som den måtte komme til at betale.

Byretten dømte ham til at betale en tredjedel, men landsretten frifandt ham.

Også i sagen mellem de to kolleger vurderede retterne, at der var tale om en uforsætlig handling, og han frifindes for ansvar.

Så det ender med, at Lindab skal bære hele udgiften på de 105.000 kroner plus sagsomkostninger.

/ritzau/

I samarbejde med Newspaq af Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq

19. jun, 2012

Tagged ,

Karrierekick

Skrevet af Karrierekick

KarriereKick er Danmarks førende webportal inden for uddannelse og karriere med særligt fokus på unge af anden etnisk baggrund end dansk

Se alle indlæg af Karrierekick →

Lignende artikler