Arbejdsliv
Kvinderne er mest skeptiske. Foto: Colourbox
Danskerne tror ikke at folkepensionen bliver
Om 30 år findes folkepensionen ikke, som vi kender den i dag, spår danskerne ifølge ny undersøgelse.
En stor del af danskerne tror ikke, at folkepensionen, som vi kender den i dag, eksisterer om 30 år.
Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har gennemført på vegne af pensionsselskabet Skandia blandt 1004 danskere i alderen 18-75 år.
Kun 45 procent af de adspurgte tror, at folkepensionen eksisterer om 30 år, hvilket ikke kommer bag på Skandias direktør, Charsten Christensen.
- Efterlønnen er allerede taget af fadet, og jeg tror heller ikke, at folkepensionen eksisterer om 30 år – i hvert fald ikke som universelt gode, siger han i en pressemeddelelse.
Han opfordrer danskerne til at tænke i alternativ opsparing, så man kan sikre sig, hvis folkepensionen til sin tid droppes.
Folkepensionens grundydelse udgør godt 68.000 kroner, og danskerne skal spare langt mere op, hvis det beløb bortfalder, og de samtidig vil opretholde deres nuværende levestandard.
- For at udligne grundydelsen skal man indbetale op mod 6000 kroner om måneden, fra man er 40, til man er 67 år. Det er noget, der kan mærkes på pengepungen, siger Charsten Christensen.
Den største skepsis findes ifølge undersøgelsen hos de danske kvinder. Blot fire ud af 10 kvinder forventer, at folkepensionen eksisterer om 30 år, mens hver anden mand tror, det er tilfældet.
/ritzau/
I samarbejde med Newspaq af Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Tagged Løn/Pension

Tilmeld RSS