KarriereKick
Annonce

Uddannelse

Pædagoger og lærere er nødt til at være opmærksom på at seksuelle overgreb kan ske blandt børn på skolerne. Foto: Modelfoto: Anders Brohus / POLFOTO

Seksuelle overgreb sker også på skoler

Eksperter efterlyser en seksualpolitik på landets skoler, efter nye tal viser overgreb blandt eleverne.

Seksuelle overgreb finder sted mellem elever på landets skoler, skriver Politiken fredag. Det viser tal fra Janus Centeret, der behandler børn og unge, som har seksuelt bekymrende eller krænkende adfærd.

Det vil sige børn, som har lavet et overgreb på et andet barn – og her tænkes ikke på verbale drillerier, men fysiske krænkelser, som eksempelvis en sag, hvor to drenge på 10-11 år fik trukket bukserne af en 13-årig dreng, som rørte deres tissemænd og tvang dem til “bollelege”.

Janus Centerets tal viser, at i hovedparten af sagerne kender offeret og krænkeren hinanden. Det kan være søskende eller anden familie, men i hver fjerde af alle sager er det skolekammerater.

Og i 78 procent af disse sager har det fundet sted på skolen. Centeret har i en rapport, som offentliggøres fredag, gennemgået alle sager fra de ni år, det har eksisteret, og selv om det kun omfatter 221 børn og deres 350 ofre, mener centret, at der er et mønster.

– Vi taler om alvorlige “hands on”-overgreb, og tallene viser, at pædagoger og lærere omkring skolebørn er nødt til at være opmærksomme på, at det her kan ske – også på landets skoler, siger Mimi Strange, leder af Janus Centeret, til Politiken.

Hun mener, at alle skoler bør have en seksualpolitik, som for eksempel slår fast, at børn ikke må tage tøjet af andre eller røre ved hinanden på en seksuel måde.

Sex & Samfund, som underviser på skoler, mener, at en seksualpolitik og en handleplan kan være relevant.

Men national rådgiver i organisationen Line Roien efterlyser primært, at den viden, der er i kommunerne, om hvordan man tackler underretninger om udsatte børn, også når ud til lærerne.

Også formand for Danmarks Skolelederforeningen Anders Balle mener, at skolerne skal have fokus på området, men indvender, at skolerne i forvejen skal lave politikker og handleplaner for alt fra vold, over trafik til førstehjælp.

– Børnene skal opdrages til at respektere hinandens grænser, men de skal stadig have lov til at lege og udvikle sig, siger Anders Balle.

I samarbejde med Newspaq af Newspaq-Ritzau

22. jun, 2012

Tagged

Karrierekick

Skrevet af Karrierekick

KarriereKick er Danmarks førende webportal inden for uddannelse og karriere med særligt fokus på unge af anden etnisk baggrund end dansk

Se alle indlæg af Karrierekick →

Lignende artikler